Midt på scenen i Tivoli, hjemfalden til Danmark, begyndte Jonas Vingegaard at græde. Jeg tror, at det var første gang, det for alvor gik op for ham, hvor meget han fylder i danskernes bevidsthed, når de tænker på verdens største cykelløb. Selvom han måske har haft en forestilling om, hvordan de opfatter ham, kunne han i stedet bare lukke øjnene nu og lytte til det.
Han har før kunnet holde afstand til det møde med sætninger og svar, der har givet os et indtryk af en ung mand med fødderne kun anelsesvist svævende over jorden. Men uden journalistisk formidling og direkte foran dem, der vil ham det bedst, blev det et mellemværende mellem hans egne følelser og dem, han vækker i andre. Han overgav sig, og det er noget af det sværeste, man kan bede en ung mand fra Glyngøre om at gøre.
Af alle de ting, der foregår i dagene op til en Tour de France-start, er holdpræsentationen oftest en del af ståhejet, der bare skal overstås. Et stykke upraktisk, men obligatorisk logistik, inden de vigtige timer op til løbet for alvor sætter ind. Rytterne har allerede fået tunnelsyn i retning af første etape og de efterfølgende tre uger, mens holdenes ledelse og deres ansatte er i gang med de sidste forberedelser.
I år har der været et yderligere, kedeligt lotteri for dem alle, da coronasmitten har været blind passager på flere af holdene – ikke mindst efter et stort udbrud under Tour de Suisse i forrige uge. Men alt det til trods var der noget inde på plænen i Tivoli forleden aften, der bare var anderledes.
Jeg har oplevet alt fra tam ligegyldighed i Udkantsfrankrig til velorganiseret storbystemning i London og Bruxelles. Danmark har arbejdet indædt for at få løbet hertil, og heldigvis var skuffelsen kortvarig, da projektet blev udsat et år. Det har været ventetiden værd, ikke mindst nu hvor publikum igen kan komme temmelig tæt på feltet og det omrejsende elitecirkus, som Tour de France altid er. Jeg har aldrig oplevet et professionelt cykelfelt blive budt velkommen så hjerteligt, som det er sket under dette års Tour-start i København.
Alvoren kan tidsnok indfinde sig, og det sker allerede i eftermiddag, når rytterne skal ud på alt andet end paradekørsel på den 13 kilometer lange enkeltstart gennem hovedstadens gader. Man kan sagtens banalisere en kort tidskørsel og afvise dens relevans i forhold til styrkeforholdet blandt favoritterne til podiet i Paris. Men det er en vildfarelse. Tidskørslen i København er teknisk svær og langtfra blot at være et øjebliksbillede af tempospecialisternes indbyrdes styrkeforhold.
Vingegaard og Roglic vil blive målt på deres indbyrdes tider og Pogacar på sin i forhold til deres. Tidsforskelle, der godt kan holde et stykke ind i løbet, især hvis brostensetapen ikke gør skade på nogen af favoritterne. Derfor trækker den også renter i forhold til, hvem der kan komme i gult på den første bjergetape om en uge op til La Planche des Belles Filles.
Meget kan og vil ske på etaperne gennem Danmark. Det er ikke sikkert, at vi får hverken en dansk etapesejr eller en flygtig gul trøje, men det kan ikke undgå at blive en næsten surrealistisk oplevelse at se Tour-feltet så langt fra sine normale kulisser og så alligevel så tæt på, at man næsten kan røre ved det.
A.S.O. ejer og driver verdens største cykelbegivenhed, og de vil formentlig være tilfredse med det, de får at se heroppe. De ved bedre end nogen andre, at løbet altid vinder. Ryttere og hold kommer og går, men deres særeje i sporten vil altid løbe med sejren. Derfor har de effektivt kunnet sælge begivenheden som noget værdifuldt, og derfor vil tre etaper uden dansk triumf stadigvæk være et vellykket projekt i deres øjne. Både de og cykelløbet er videre, før vi ser os omkring.
Men det, der bliver siddende i vores minder fra dagene i Danmark, er både det smukke i at have været tæt på og måske endnu mere, at feltet er kommet til os. Det har lånt vores veje til at skrive en historie, der varer meget længere end den maling, danskerne har udsmykket dem med.
»Minder er som tid, vi låner, så vi kan bruge den i morgen,« som Mark Skinner fra The Streets engang skrev. Derfor varer Tourens dage i Danmark lige så lang tid, som vi har lyst til at huske dem. Det er minder, vi kan tage frem og kigge på som postkort, vi sender til os selv på vegne af rytternes vej gennem sommerlandet.
Hvem ved, hvornår de vender tilbage igen.
Læs også Brian Nygaards personlige optakt til Tour de France her eller i avisen fredag den 1. juli.
