Klokken ni om morgenen skridtede fire betjente ind i redaktionslokalet. Foran dem viftede anklageren med en ransagningskendelse. Hvor gemte hende journalisten sig? Og hvor var de lydoptagelser henne?! Hvis ikke materialet blev udleveret, ville hele redaktionen blive endevendt, lød truslen. Samtidig var det planen, at journalistens hjem, 280 kilometer væk, skulle ransages, og hendes computer beslaglægges.

Det lyder som starten på en kriminalroman. Eller måske en beskrivelse af pressens udfordringer i et autokrati? Man ser vel for sig et belarusisk eller egyptisk medie, der – let resignerende – efterhånden har vænnet sig til de systematiske angreb på pressefriheden. Men nej. Den prekære scene fandt såmænd sted mandag i sidste uge i Hamborg i den anerkendte ugeavis Die Zeits lokaler.