Anmeldelse. Tredje sæson bekræfter, at Nobody Wants This er en udmærket romantisk komedie og et kulturprodukt af sin tid.
En rabbiner og en sexpodcaster mødes …
I september spurgte det amerikanske magasin GQ ind til skuespilleren Adam Brodys syn på konflikten i Gaza. »Skriv, at jeg anser det for at være et folkemord,« svarede han, hvilket straks skabte kontrovers. For siden premieren i 2024 er Brody blevet bredt kendt som rabbineren Noah i Netflix-serien Nobody Wants This, der på overraskende vis har revitaliseret den romantiske komedie på tv. Og spørgsmålet er nu, hvad det betyder for den nye tredje sæson af dette populærkulturelle portræt af den amerikanske jødedom, at en af hovedrolleindehaverne kommer ud med sådan en kritik af staten Israel?
Efter at have set alle sæsonens ti afsnit fristes jeg til at svare: Ingenting. Ikke fordi udtalelsen ikke vil få mange seere til at reagere, men fordi serien synes immun over for det, man med en bred betegnelse kunne kalde den politiske virkelighed. Det er en idyllisk snekugle lavet af plexiglas, hvori den ikketroende sexpodcaster Joanne møder rabbineren Noah, og siden da har de så bøvlet med at få deres tilværelser til at passe sammen. Det har lejlighedsvist været sjovt, men oftest charmerende på en besynderligt lavintens måde, som vi skal vende tilbage til.



