Verden over lægger politikere og embedsfolk ansigterne i bekymrede folder og hovederne i blød for at finde en løsning på den truende læsekrise, før vi alle ender som zombier i det postlitterære samfund. I Singapore forsøger man sig med en innovativ model: Borgerne får penge for at læse.

Bystaten, der har seks millioner indbyggere af kinesisk, indisk og malajisk oprindelse, giver alle borgere mulighed for at indrapportere et kvarters læsning om dagen på en særlig indrettet hjemmeside – til gengæld for 20 virtuelle mønter.