Nyt er det ikke, men stadig vejrmøllebekæmpende fjollet, at Dansk Sprognævn skal spille en mere aktiv rolle, når det kommer til at modstå engelske låneord. Nu har kulturminister Zenia Stampe i sin pludseligt konservative vending overtaget forgængerens, Jakob Engel-Schmidts, oprindelige ønske om at udradere udtryk som like og nice og whatever.

Forleden sagde Stampe således til DR, at »Dansk Sprognævn får ikke adgang til en bødeblok, men de får en autoritet og ret til at gå foran og påtale, når noget gør vores sprog fattigere«. Dette noget er altså de engelske vendinger, der omtales af ministeren, som var de en pakke grønne Cecil:

»Vi er mange, der falder i og bruger engelske ord, men hvis der lige kommer en velmenende løftet pegefinger til særligt større autoriteter med store talerør, der kan være med til at påvirke os alle sammen, så tror jeg, det kan hjælpe os med at bevare og beskytte det danske sprog.«

Kulturminister Zenia Stampe er gået i krig mod engelske låneord. Foto: Henning Bagger, Scanpix.

Helt græmmes over Stampe kan man ikke, for hun fanger i et nyligt Facebook-opslag, at sproget ikke har gavn af remigration, men udvidelse. Sprogbeskyttelse handler lige så meget, skriver hun, »om at gå på opdagelse i sit eget sprog og dyrke den rigdom af ord og vendinger, vi er så heldige at have«.

Enig, men så lad da Sprognævnet dyrke løs, uden at de behøver at skrive mails til Gud og hvermand om, at det altså ikke hedder et »university college«! Skal vi til en start gisne om, hvor meget de glæder sig til den tjans?

»I Dansk Sprognævn ser vi frem til at løse de opgaver, som ministeren pålægger os med denne lovændring,« skrev direktør Thomas Hestbæk Andersen til DR i et skriftligt, noget lakonisk svar.

Jeg kan tage fejl, og sprognævnet må i så fald gå foran og påtale det, men det lyder lidt, som når politikere siger, hvor ufattelig dejligt det er, at en kommission skal kulegrave en skandalesag, der har dem selv i centrum.

Endelig lidt anekdotisk bevisførelse for, at modstanderne mod låneord ikke nødvendigvis hæger mere nidkært om sproget end andre: Tv-vært Peter Ingemann delte forleden et Stampe-støttende AI-produceret billede, der opfordrer til at udskifte otte engelske låneord med deres danske pendanter.

To af ordene er nærmest ens (update/opdatering og check/tjek). I et af tilfældene er det danske ord yngre end det engelske (feedback/tilbagemelding). Og endelig opfordres man til at droppe det trælse engelske »plan« og erstatte det med det glimrende danske »plan«. I rest my case.