Siden sin forfatterskolede lyriske romandebut Farskibet (2021) er Glenn Bech blevet mindre og mindre optaget af at snobbe opad, af at imponere dem, han ikke har haft medfødt adgang til. Og med sin nye bog demonstrerer han for første gang fuldblods, at han omsider ikke længere anerkender og frygter den litterære og intellektuelle elites autoritet. At han sådan set er lidt ligeglad med at skrive til, prikke til og blive diskuteret af universitetsgarden. 

Hvorfor egentlig kaste sig ud i svære litterære udfoldelser, når man med Gyldendal som trofast støtte og cheerleader, og som en af landets største opmærksomhedsmagneter, kan plaske en hurtig bog sammen og fra den øse direkte af sin og sin elskede mors livserfaring til dem, der kan bruge det?