Debat. Debatten om Frederik Lind Køppens nye digtsamling har vist, hvor ideologisk indspist en stor del af kulturparnasset i dette land er, skriver Marianne Stidsen.
Venstresnoede grovheder
Hvis man fik 100 kroner, for hver gang man blev angrebet af en af Weekendavisens journalister, ville jeg snart være rig. Senest har Lars Bukdahl i forbindelse med debatten om Frederik Lind Køppens nye digtsamling nedsættende kaldt mig en »tågetante«. Ekstra morsomt, al den stund Bukdahl vel nok er den, som »tåger« mest rundt.
Sagen er, at netop Køppen-debatten har vist, hvor ideologisk indspist en stor del af kulturparnasset i dette land er. Ud over Bukdahl har Weekendavisens kulturredaktør, Kathrine Tschemerinsky, således også været ude med riven og beskyldt mig for at have en dagsorden »baseret på politisk foragt frem for en kærlighed til litteraturen«.

Jeg kan oplyse om, at min kærlighed til litteraturen er absolut intakt. Men det er min foragt for den venstreradikale politik, Tschemerinsky og andre kulturpampere kolporterer, også. Om det så er i kølvandet på Walter Benjamin eller andre hypermarxistiske teoretikere.
Tillad mig som modgift at citere den colombianske aforistiker Gómez Dávila: »At tro, at intelligensen kun ligger til venstre, er uforsigtigt. Gennem de sidste 150 år har de mest begavede tænkere advaret mod venstredrejningen. Det er stupidt at gå imod en holdning, hvor både Goethe og Dostojevskij går hånd i hånd.«
Marianne Stidsen er lektor emeritus og dr.phil. i nordisk litteratur
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk


