I Wien levede indtil for nylig to litteraturgudinder. Den ene lever endnu. Det er den menneskesky og blonde nobelpristager Elfriede Jelinek, som man aldrig ser til litterære arrangementer, endsige på byens traditionsrige cafeer, men som man ved bor i en villa sammen med alle de hundreder af dukker, hun legede med som ensomt enebarn. 

I sine skuespil hudfletter hun sine landsmænd. For deres dobbeltmoral. For deres vulgaritet. Men det elsker man hende paradoksalt nok for. Ligesom man elsker at betragte de mange flotte fotografier af hende, hvor hun med sit højt opsatte hår og sin lidt gammeldags bluse ser ud som en af de unge østrigske kvinder, der i foråret 1945 kastede blomsterbuketter op på de amerikanske befrieres kampvogne.