Godt ord igen. Ordet »vitterligt« er et coronaudtryk, som er blevet hængende. Med god grund.
Vitterligt
Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed.
Vitterligt. Et af tidens mest anvendte ord har en særlig klang. På den ene side lidt altmodisch, på den anden side et af de ord, hvis staccatoagtige stavelser bare ikke kan udtales langsomt. Prøv selv. Viiitterliiigt. Nej, vel? Som tre hurtige, lyse toner mod højre på klaviaturet: vit-ter-ligt!
Engang havde fodboldikonet Morten Olsen, hvis sprog er formet af mange år i Belgien, Holland og Tyskland, på det nærmeste eneret på ordet, der passede så fint til hans øvrige kontinentalgermanske brokker: automatisme, polyvant, typerende. Men i dag er det emfatiske »vitterligt« for længst blevet hvermandseje, ikke mindst blandt de unge voksne og ikke mindst brugt som biord.
»Hun er klog. Altså vitterligt!« sagde min 19-årige datter forleden om en veninde. Som for at understrege, at denne ikke bare var skolesmart, men sådan ind til benet logisk-matematisk og sprogligt begavet. Det er i denne nyere betydning, at »vitterligt« har vundet terræn. Som arvtager til »virkelig«, der – på linje med andre intensifikatorer som »meget« og »rigtig« – har gennemgået det, lingvister kalder for en blegning. Betydningen er gradvis blevet bortvasket.
Ordet »vitterlig« blev efter i 1300-tallet at være tumlet ind i dansk fra middelnedertysk (witlik) brugt om det, der var åbenlyst, ikke mindst i det gamle, nordiske retssystem, hvor en forbrydelse kunne være »vitterlig«. Det betød, at den var kendt af enhver, og at dommen derfor kunne fældes omgående. I en overvejende mundtlig kultur opererede man desuden med »vitterlighedsvidner«; personer, som overværede retshandlingen og bagefter kunne stå inde for dommen.
I dag bruges ordet i den oprindelige version næsten udelukkende i forbindelse med testamenter og gældsbreve, hvor man bedes »underskrive til vitterlighed« for at bekræfte sin identitet, samt at underskriften er ægte og afgivet på den anførte dato.
Men hvornår – og hvorfor – begyndte ordet at skifte indhold hen mod »virkelig« eller briternes literally? En sproglig påmindelse om, at det, jeg siger til dig nu, faktisk er supervigtigt! Jeg noterer mig, at sprogforsker Marianne Rathje i Dagbladet Politiken i september 2020 skrev om ordets udbredelse og om, hvordan det var vandret fra by til land på få måneder.
Tidspunktet er næppe helt tilfældigt. Vi befandt os dengang i pandemiens første måneder, bekymrede og tilbagetrukne i vores hjem bag vores skærme. Og mens dagene slæbte sig afsted i samme trætte gænge, og forsamlingsforbuddene umuliggjorde større sammenkomster, blev det efterhånden svært at kende forskel på tirsdag og lørdag, højtid og spildtid.
Denne fysiske distance og eksistentielle udjævning medførte, især for teenagerne, en hudsult. En hunger efter ikke bare legemlig kontakt, men også kontraster. Som livstidsfangen, der på sin celles væg kratter en streg for hver ny morgen. Og her var »vitterligt« vitterligt et ord til tiden. Et adverbielt udråbstegn i en ellers uforanderlig strøm af ord.
Men covid-19 er jo som bekendt overstået, så hvorfor hænger ordet ved? Svaret på det spørgsmål afhænger vist af ens livsindstilling – men sortseeren kunne bestemt få den tanke, at det netop ikke kun var midt i den globale sundhedskrise, at det blev nødvendigt at kunne skære igennem den sproglige støj, tegnenes pløre.
