I gamle dage før februar 2022 interesserede de færreste sig for Finland. I de sjældne tilfælde, landet påkaldte sig interesse, skete det gerne som et behjertet forsøg på at forstå det mærkelige folk med den ejendommelige sprogbarriere og det betændte naboskab med tsarerne på den anden side af østgrænsen.

Finland var en del af Norden, javel, men på mærkelige, tvungne vilkår og med en udenrigspolitisk kurs, som var svær at afkode og sympatisere med. Finlandisering – hvor et lille land underkaster sig sin større nabo – var et advarselsråb.