Det værste eller i hvert fald det grusomste, en anmelder kan sige om en bog, er jo ikke, at den er noget værre lort, som nogle cirka skrev om Tobias Hamanns nye, selvpineriske bog for nylig, men at den er sympatisk! S-Y-M-P-A-T-I-SK. På engelsk likeable, nem at kunne lide og synes om.

Jeg er derfor ked af at sige, at store dele af Duncan Wieses nye, store digtsamling, Drenge, først og fremmest er sympatisk, likeable, nem at kunne lide og synes om – og derfor også nem og i ustreng forstand ikke urimelig at anmelde godt. Og det kunne jeg måske også bare nøjes med at konstatere og så stoppe anmeldelsen her og ikke fortsætte og ved vejs ende med garanti komme til at fremstå grundigt usympatisk.