Narrativ nonfiktion. Vand er næsten for stort et emne til et værk på 300 sider, men Tine Eiby tager stikket hjem og kombinerer elegant en række forskellige fagdiscipliner i en tankevækkende og velskreven bog.
Vi, de skumfødte
Vi leger med vandet i disse år. Det truer os igen og igen, men alligevel er vi draget af det som aldrig før, noterer Tine Eiby lakonisk i sin nye bog i en passage om byggeboomet i havne og kystnære områder. Byggerierne drives af alle de mennesker, som helst ikke vil give afkald på storbyens bekvemmeligheder, men som heller ikke kan komme for tæt på havet. Hvis de ellers har råd, og hvis de tør.
Denne blanding af frygt og fascination har altid kendetegnet vores forhold til havet. Alt liv begynder i havet, så vi kan siges at være skumfødte som Afrodite. Vandet er en grundpræmis for liv; alligevel er det fremmed for os. Det er det andet element. Godt 70 procent af kloden er dækket af vand, men hvis man inkluderer dybdedimensionen udgør have, søer og floder faktisk 99,5 procent af det rumfang, der er beboeligt for liv på Jorden. Men livet i vandet er ikke for os, skønt vi de første tre måneder i moders liv som fostre har gæller – og dermed anlæg for liv i vand.
Del: