Mens russiske kampvogne ruller gennem Donetsk og Luhansk, bliver en anden krig ført i de russiske børneværelser. Ikke med våben, men med bøger om heroiske soldater, der rejser i tiden, ofrer sig for fædrelandet og redder Rusland fra vestlige sammensværgelser.

Litteraturen spiller en stadig vigtigere rolle i Kremls ideologiske maskineri, og i skyggen af Ukrainekrigen er en ny genre vokset frem: Z-litteratur. Opkaldt efter det Z, der pryder de russiske tanks og er blevet symbolet på invasionen af Ukraine. Men det kunne lige så godt stå for Generation Z. For genren henvender sig til unge læsere – især drenge – som skal forberedes på en fremtid som loyale soldater.