Tundraens roser og skovens børn

Når romaner til anmeldelse dumper ned i min postkasse, ledsages de tit af et følgebrev fra forlaget, der forsøger at sælge dem på, at de skildrer vigtige sociale problematikker fra autentiske insiderperspektiver. Det er et markedsføringskneb, der irriterer mig. Autenticitet er en efterspurgt vare for tiden, men det er ingen litterær kvalitet i sig selv. At en fiktiv fortælling handler om noget vigtigt, gør det ikke ligegyldigt, hvordan den handler om det.

Romanen Nirliit handler om en ung hvid kvindes oplevelser som socialarbejder i den arktiske landsby Salluit. Ifølge Jensen & Dalgaard er der tale om »et litterært spejl i hvilket nutidens inuitters muligheder og vilkår står krystalklart aftegnet«. Som garant for autenticiteten kan jeg læse, at forfatteren, en canadisk debutant ved navn Juliana Léveillé-Trudel (f. 1985), selv har arbejdet i Nunavik-regionen, hvor Salluit ligger. Og forlaget understøtter denne virkelighedsgørelse af handlingen ved fortolkende at oplyse, at Salluit – altså det faktiske sted og ikke de fiktive karakterer – er »romanens egentlige hovedperson«.