Da Dag Solstad døde i marts i fjor, blev den norske litteraturs tronstol ledig. Nok nød han ikke større international bevågenhed end Karl Ove Knausgård og Jon Fosse og heller ikke større folkelig opbakning end Maja Lunde og Jo Nesbø, men i rollen som litterær nestor var der ingen, der gjorde ham rangen stridig.

Udgivelsen af Dag Solstads sidste manuskript var lidt af en begivenhed, for den lille bog med den lange titel – Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen – kan ikke alene opfattes som en velplaceret slutsten i forfatterskabet, den kan også læses som et dybt, forsonende suk, et lettelsens udbrud over at være nået i mål efter et livslangt mellemværende med sproget, erindringen og selvforståelsen.