I 43 år var Siri Hustvedt gift med Paul Auster. I 43 år delte de alt – hverdag, familieliv, det, de læste, og det, de skrev – med hinanden. De ville, plejede Auster at sige, være blevet til én eneste levende, skrivende organisme, hvis de havde fået hundrede år mere sammen. Det fik de ikke, men Siri Hustvedts Genfærd. En kærlighedshistorie er alligevel et bevis på, hvordan de to var vokset sammen på alle mulige måder. Genfærd er et erindringsværk og en sorgrapport, det er fortællingen om det liv, de delte, og om den mand, hun elskede, og i 2024 mistede til lungekræft.

»Det er en uklar sætning, Siri. Lav den om,« hvisker den afdøde Auster stadig i Hustvedts ører fra det hinsides, mens hun efter hans død, 30. april klokken 18.58, forsøger at bringe manden, hun har mistet, tilbage gennem skriften. Og skriften brænder altså, sorgen er rykket helt ind i sproget, og første del af Genfærd er det bedste, jeg har læst af Hustvedt: