Dyremasker og slangeild. Benni Bødkers roman om spiritistiske og andre rørelser i førkrigstidens Paris er godt researchet, velskrevet og vildt kulørt.
Tintin i Paris
Mens jeg læste Occidentens stjerne, kom jeg til at tænke på en af mine yndlingsbøger, Inferno af August Strindberg. Hovedpersonen lægger alt bag sig og tager over hals og hoved til Paris for at kaste sig over den tids modevidenskab, alkymien. Men snart efter ryger han ind i en nedadgående spiral af paranoia og helvedessyner. Bødkers roman handler ligeledes om en udlænding, briten Baldwick, der ankommer til Paris og lokkes ind i et okkult mørke og farer vild i både byen og i sig selv.
Men der er en afgørende forskel. Hvor Strindbergs alter ego selv har bragt mørket og krisen med sig til Paris, er antikvitetshandleren Austin Baldwick en påfaldende ikkediabolsk fortæller. Med rejseguiden Baedeker, den tids »Turen går til«, ved hånden og hovedet fuld af paratviden om byens (og spiritismens) historie, fører han samvittighedsfuldt læseren rundt i Paris af i går, anno 1905. Selv når han er max presset, og det er han, har han overskud til at fortælle om det blod, der har flydt i gaderne under de mange oprør og revolutioner, eller beklage sig over, hvor kedelig byen er blevet, efter at G.E. Haussmann har rettet den ud med klodsede bygninger og ensformige boulevarder.
Del:
