Flere og flere forfattere forsøger at åbne sind og sanser for alle de vækster, der kæmper for at overleve i en menneskedomineret verden. Derfor vælter fotosyntesepoesi og litteratur om metamorfoser og symbioser mellem naturen og mennesker ud af forfatternes knaphuller i disse år.

Se bare alle de tværæstetiske udgivelser fra det seje Laboratoriet for Æstetik og Arkæologi, der definerer sig selv som »en kuratorisk platform for planetariske tilblivelser«, eller Pernille Stensgaards interview her i avisen med forfatteren Jacob Gammelgaard, der har skrevet en eksperimentroman, Liff, om planters liv gennem 70 millioner år. Hvad ville planter sige, hvis de kunne tale?