Egentlig bruger man jo udtrykket worldbuilding om science fiction og fantasy – som målestok for, hvor troværdigt et univers er – men alligevel er det et usædvanligt talent for netop dét, jeg synes karakteriserer Lydia Sandgren. Den svenske romanforfatter skriver om mennesker, begivenheder, bøger og musik på en måde, så man overbevises om, at dette og hint må findes i virkeligheden. Det er først, når man slår det op, at man opdager, at man er blevet forført.

Nej, den gale og geniale pianist Adrian de Witte har ikke eksisteret. Nej, dette göteborgske mikroforlag findes heller ikke, og nej, den amerikanske featurejournalist Maureen Jones er også pure opspind. Ligesom i Sandgrens succesfulde debut, Samlede værker, er der så meget fylde i hendes anden roman, Artens overlevelse, at man imponeres over den viden og forestillingskraft, som ligger bag.