Anmeldelse: Damer der fik nok. Trods hån, foragt og påstande om sygelig, rædselsfuld og beskidt fantasi har 1900-talsforfatterne i Sara Alforts roman medvind.
Succes er den bedste hævn
Kan man som kvinde tillade sig at blive forhåndstræt ved udsigten til 480 sider om »skamløse, umættelige, larmende og længselsfulde kvinder«?
Det blev jeg, for det lyder som ren gudindehyldest, en herlighedshistorie, og intet keder mig mere. Folk skal fejle, tøve og være urimelige, ellers tror jeg ikke på dem. Så gør de reklame for en særlig opbyggelighed og er ikke helt sig selv. Derfor ærgrer det mig, at kvinder (næsten) aldrig optræder i litteraturen som for eksempel fede egoister eller dumme svin, men for tiden skal betragtes som ufejlbarlige og beundres, især som balstyrige, grænseoverskridende, fløjtende ligeglade, provokerende, slagkraftige kick ass-heltinder. Det kan blive ensformigt og overkækt, selv for en kvinde, og Sara Alfort kommer med hele 12 styk i Damer der fik nok; kvinder, der rykkede grænser i perioden 1915 (stemmeret) til 1960 (p-pillen).
Del:
