Stamfaderen

En gylden epoke i russisk litteratur begynder med Aleksandr Pusjkin. Han fødes i 1799, bliver student ved tsarens gymnasium i Sankt Petersborg i 1817, arbejder i et ministerium, foretager nogle rejser, taler fransk med sine adelige fæller og fjender, men skriver på russisk, og dør blot 38 år ung efter en duel med en fransk diplomat, der har flirtet med hans kone. Kun en lille række manuskripter efterlader han sig. Flere af dem er ikke engang færdige. Men deres indflydelse bliver kolossal. Versdramaer som Boris Gudonov og Jevgenij Onegin forvandler Musorgskij og Tjajkovskij til operaer, der i dag er standardrepertoire. Og enhver, der under sig selv den udsøgte fornøjelse, det er at læse Marie Tetzlaffs netop trykte oversættelse af Pusjkins så godt som samlede Prosa, vil kunne se, hvordan samtlige det 19. århundredes store russiske prosamestre står i gæld til denne første og muligvis største mester.

Den dødsforagt, den unge officer og notorisk nihilistiske duellant lægger for dagen i Mikhail Lermontovs romanmesterværk Vor tids helt, finder man for eksempel allerede i Pusjkins novelle Skuddet, hvor unge russiske officerer forelsker sig i adelsfrøkener, spiller formuer bort og skyder løs på hinanden, så det er en lyst. Og den store romantiske patos, der udfoldes i Tolstojs udødelige roman Krig og fred, da den ædle grev Andrej såres dødeligt i slaget ved Borodino, men når at udånde i sin elskede Natasjas arme, finder man for eksempel allerede i Pusj­kins novelle Snestormen, hvis forelskede helt er veteran fra selvsamme slag.