Selvforsvar. Leonora Christina er blevet kaldt »Danmarks første feministiske forfatter«, men Anne Lise Marstrand-Jørgensen er hverken imponeret af kongedatterens feministiske eller litterære meritter.
Det perfekte offer
Mange kender Leonora Christinas Jammers Minde, som er hendes personlige skildring af årene fra 1663-85, hvor hun var indespærret i Blåtårn, mistænkt for at have taget del i sin mand, Corfitz Ulfeldts, landsforræderi. Mindre kendt er forløberen til Jammers Minde, den såkaldt franske selvbiografi. Det råder Det Danske Sprog- og Litteraturselskab nu bod på med en flot dobbeltudgivelse: Den ene bog er en ukommenteret udgave af værket, imponerende oversat til moderne dansk af Marita Akhøj Nielsen og Lene Schøsler, den anden er en rigt illustreret og kommenteret udgave med den franske originaltekst og den danske oversættelse sat over for hinanden. Sidstnævnte er en æstetisk tiltalende udgivelse, grundig og gennemarbejdet med redegørelser for, både hvilket papir og blæk Leonora Christina brugte, hvilke forkortelser hun benyttede sig af, samt en særdeles fyldestgørende gennemgang af hendes sproglige forudsætninger og skrivemåde. Som der står i indledningen til den kommenterede udgave, er værket »førstehåndskilde og ofte en primær kilde til forståelse af en nøglefigur i Danmarkshistorien«, og det er i sig selv både væsentligt og interessant. Så langt så godt er der al mulig grund til at kippe med flaget og glædes over det solide værk, der nu har set dagens lys. For uanset hvad man i øvrigt måtte mene om værkets litterære kvaliteter, er Leonora Christina en interessant skikkelse i Danmarkshistorien, både hvis man vil have et indblik i adelens kosmopolitiske levemåde, overgangen til enevælde eller interesserer sig for Ulfeldts landsforræderi.
Leonora Christina skrev sit oprindeligt titelløse værk, der nu går under betegnelsen En kongedatters liv, mens hun sad fængslet i Blåtårn. Egentlig er det skrevet som brev, men den første udgiver Sophus Birket Smith gav det i 1871 med sin titel Leonora Christinas franske selvbiografi en passende genrebeskrivelse. Brevformen – med indledningens henvendelse til en adressat – fortaber sig nemlig i en særdeles subjektiv skildring af forfatterens liv fra den tidligste barndom til det skrivende nu. Efter Leonora Christina havde lagt sidste hånd på værket, blev det originale, håndskrevne dokument smuglet ud af det stærkt bevogtede fængsel og videre ud af landet, siden bragt tilbage og indlemmet i kongens bibliotek, for så atter at forsvinde og først dukke op igen i et bibliotek på gymnasiet i Altona. Derfra blev det købt af en dansk samler og få år efter erhvervet af Det Kongelige Bibliotek. Selvom man kendte til værket fra skrivetidspunktet, blev det først udgivet samlet og på fransk efter en afskrift i 1871. I 1949 blev det oversat til dansk, og den noget bedagede udgave har hidtil været den eneste tilgængelige.
Del: