Slimet læsning

Nogle gange bliver boganmeldelser vigtigere end bøgerne selv, og kritikeren overstråler forfatteren.

Således Jared Kushners nyligt publicerede bog om tiden som rådgiver for sin svigerfar, Donald Trump, i Det Hvide Hus, Breaking History, og Dwight Garners anmeldelse af bogen i New York Times:

»Kushner ligner en mannequin, og han skriver som en,« står der blandt andet. Ifølge Garner er erindringerne ikke kun exceptionelt dårligt skrevet og overfyldt med politiske floskler, forfatteren er også skamløst bevidst om at fremstille sig selv som den charmerende »go getter« med de revolutionerende ideer – et tiltrængt friskt pust i Det Hvide Hus, hvor der i årtier havde lugtet ret så indelukket.

»Selv i et stærkt opdelt land er der altid muligheder for at bygge broer,« citerer kritikeren Kushner, så man næsten høre det hånlige fnys og overstregningspennen, der markerer endnu en kliché, der skal deles med læseren:

»Hver dag her er som sand, der flyder gennem timeglasset, og vi skal sørge for, at det kommer til at betyde noget,« siger daværende stabschef i Det Hvide Hus Chris Liddell i bogen, hvortil Kushner selv tilføjer: »Så sandt, for disse er dagene i vores liv.«

DET ER DOG ikke kun New York Times, som Kushners svigerfar, Donald Trump, brugte hele sin præsidentperiode på at kritisere, der udskammer bogen. Onlinemagasinet Slate kalder bogen for et langt resumé og et patetisk skriv af en mand, der forsøger at ophøje sig selv til et geni.

Anmelder Laura Miller hæfter sig især ved et kapitel, hvor Kushner skal deltage i forhandlingerne om en handelsaftale mellem Mexico og Canada. Den mexicanske udenrigsminister tegner åbenbart et diagram på et stykke papir, som skal illustrere, hvor stor en procentdel af en bil, som bliver samlet i Mexico, der skal være amerikansk fremstillet for at undgå beskatning ved import til USA.

Lyder det ligegyldigt og kedeligt?

Ikke for Kushner, der malende forklarer, hvordan han snupper papiret og senere stolt overdrager det til den amerikanske handelsrepræsentant. Han »synes at tro, at papiret er bestemt til at blive en slags historisk talisman som garagen, hvor Steve Jobs og Steve Wozniak startede Apple«, skriver Laura Miller.

ET SYVCIFRET DOLLARBELØB har Kushner fået for at forfatte Breaking History. Rygterne lyder, at Donald Trump ikke var synderligt begejstret for ideen om, at hans svigersøn skulle skrive om sin tid i Det Hvide Hus. Ikke fordi han frygtede, at Kushner ville afsløre statshemmeligheder eller kritisere præsidentens til- og fravalg. Nej, Trump var simpelthen bange for, at Jared Kushner ville tage æren for de succeser, han selv har brystet sig af. Og skal man tro anmeldelsen i det britiske medie The Independent, er det netop, hvad Breaking History gør.

»Selvom Kushner, en førstegangsforfatter, skriver rosende om ekspræsidenten (han er trods alt stadig gift med Ivanka), formår han at finde en måde at minde læseren om, hvor vigtig han var,« skriver anmelderen og supplerer ironisk:

»Vidste du, kære læser, at Bibi Netanyahu engang forsøgte at låne Kushners egen kopi af Store forventninger (af Charles Dickens, red.)?«

Det er den selvhøjtidelige tone, der har fået anmelderen på Slate til at kalde bogen for et langt »se mig, far«-råb af et tredjefødt barn, der higer efter at bevise, at hans succes ikke skyldes, at hans far er mangemillionær. Og dog indrømmer Kushner i bogen, at han først blev optaget på Harvard University, da hans far lovede skolen 2,5 millioner dollar.

Stolt forklarer Kushner, hvordan flere højtplacerede personer i Det Hvide Hus tryglede ham om at blande sig uden om internationale forhold og desperat forsøgte at holde ham uden for møder, der ikke hørte under hans jobbeskrivelse, og hvordan disse personer senere blev udstødt af Trump. Til gengæld reflekterer Kushner ikke over, at hans nepotismemotiverede ansættelse i Det Hvide Hus og baggrund som ejendomsmægler nok gjorde ham inkompetent og dermed til en hæmsko.

Mildere bliver kritikken af Kushner ikke, når han i bogen påstår, at han ingen anelse havde om angrebet på Kongressen 6. januar, og forsøger at distancere sig selv fra andre kontroverser under Trumps præsidentperiode – men samtidig forsvarer svigerfar.

MEN IKKE ALT ER KRITIK. Mens Slate kalder Breaking History for den værste erindringsbog skrevet af personer, der arbejdede i Det Hvide Hus under Trump, har The Telegraph faktisk givet den tre ud af fem stjerner med argumentet om, at den »hjælper også med at forstå, hvad regeringen ville, hvad den opnåede, og hvorfor den fejlede«.

I anmeldelsen i New York Times, der efterhånden har fået lige så megen omtale og meget mere ros end bogen selv, skriver Garner, at læseoplevelsen var så modbydelig, at den mindede ham om »at se en kat slikke en hunds øjensnask«.

Så kan man jo selv vurdere, om dét billede er æggende nok, til at man må gå ombord i Breaking Historys 492 sider.