Slet alle mine tråde

I denne uge udkommer en ny bog af Joan Didion på dansk, og det er en regulær begivenhed, eftersom den amerikanske forfatter har været død siden 2021. Noter til John, som den posthume udgivelse kaldes, består af et 150 sider langt unummereret manuskript, som blev fundet efter forfatterens død og siden overdraget til New York Public Library.

Udgivelsen rejser et brændende spørgsmål: Hvad stiller man op med forfatteres skriftlige efterladenskaber?

De mest saftige sager er naturligvis, når de efterladte decideret modsætter sig forfatterens udtalte ønske. Det mest berømte eksempel er Max Brod, som i stedet for at brænde vennen Franz Kafkas manuskripter og dagbøger udgav dem.

Men der er en grund til, at denne historie er endt som det arketypiske eksempel på det litterære gravrøveri: Processen og Slottet er absolutte mesterværker, og hvem ville have været dem foruden?

Et mere indikativt eksempel er Vladimir Nabokov, som før sin død bad familien om at brænde et ufærdigt manuskript. Sønnen valgte at trodse farens sidste ønske, og i 2009 udkom så The Original of Laura, som ikke føjede noget væsentligt til forfatterens eftermæle.

I TILFÆLDET JOAN Didion er der ikke kommet noget frem om forfatterens sidste ønske. Til gengæld efterlod hun et stort arsenal af tekst, og det er fristende at drage den konklusion, at når det nu ikke er blevet ødelagt af forfatteren selv, må det være tegn på, at hun vitterligt ønskede, at det skulle findes – måske ligefrem i bogform?

Men fraværet af et forbud er ikke lig med samtykke, og derfor er der behov for, at forfattere selv tager aktivt stilling til, hvad der skal ske med deres uudgivne tekster. Det gjorde H.C. Andersen, da han i sit testamente blandt andet bestemte, at to af hans venner, redaktør C.St.A. Bille og forfatteren og litteraturhistorikeren Nicolaj Bøgh, skulle gennemgå alle hans breve med henblik på en udgivelse. I dag findes brevene på Det Kongelige Bibliotek og i H.C. Andersens Hus og kan tilgås af alle digitalt.

Men i det 21. århundrede formulerer forfattere sig altså ikke kun på papir. De skriver også e-mails, poster opdateringer på sociale medier og kommunikerer med staten via e-Boks. Er det ikke i offentlighedens interesse, at disse interaktioner bevares, så fremtidens arkivfolk kan nærstudere deres yndlingsforfatteres Facebook-tråde og derigennem lære, hvem der kendte hvem, og hvad der blev talt om?

Formuleret på denne måde lyder det unægtelig som førsteklasses snageri, men er det egentlig ikke kun teknologien, der adskiller det fra studiet af en flere hundrede år gammel brevkorrespondance?

LIGE OM LIDT bliver mails og e-Boks imidlertid langtfra det vanskeligste dilemma, som forfatterne skal forholde sig til. Udviklingen af kunstig intelligens gør det muligt at forestille sig, at vi i fremtiden kan ønske os en bog skrevet »i stil med« vores yndlingsforfatter. Eller hvad med et AI-genereret forfatterinterview?

Spørgsmålet er ikke, om det bliver muligt. Spørgsmålet er, hvordan de involverede parter forholder sig til det. Af naturlige årsager kan en forfatter som Jane Austen ikke svare på, hvad hun synes om, at der skrives en opfølger til Stolthed og fordom. Men nulevende forfattere kan godt efterlade sig utvetydige instrukser: Slet alle mine tråde! Ingen AI!

Og hvis forfatterne ikke ønsker at forholde sig til døden, kan det være, at en statsejet institution som Det Kongelige Bibliotek burde gøre det. En afgørelse er trods alt ikke kun i forfatterens interesse.

Et konkret forslag kunne være, at der udsendes et donorkort til alle nulevende forfattere, hvor de kan notere, hvad de ønsker, der skal ske med deres skriftlige efterladenskaber. Da undgår de, at deres terapinoter en dag pludselig er at finde i boghandlen.

Og vi andre slipper for den gustne følelse af at tage del i et økonomisk motiveret gravrøveri.

Læs også Kathrine Tschemerinskys anmeldelse af 'Noter til John'