Selv hvis vi tager et lille frikvarter fra Forfatterskolens stadigt stigende crescendo af #MeToo-whistleblowing og feministiske rævekager, er skolen ikke helt uden egentlige faglige problemer. For rent kunstnerisk halter den lidt. Jeg spurgte selv i 1995 direkte stifteren Poul Borum, hvad jeg egentlig skulle stille op som romanforfatter på Forfatterskolen?

Jeg følte mig ellers faktisk ganske velforberedt. Jeg havde studeret litteratur­videnskab og anmeldte romaner i Politiken. Jeg var interesseret i den klassiske roman fra 1800-tallet og modernismen. Den Store Fortælling. Vingesuset, livet taget på knoerne, det episke narrativ. Men på Forfatterskolen hed det max tre-fem A4-sider. Altså kunne man skrive cirka en tredjedel af et normalt kapitel fra en roman.

Allerede dengang arbejdede jeg med synopser. Jeg vidste altså, at vi var i anden del, kapitel seks. Og der sker det så: De elskende kommer ind, de kaster sig på sengen, han løsner båndet på hendes orangeadefarvede sommerkjole, og så … ringer det ud.

De tre timers gennemheglende kritik af mine tre A4-sider handlede om kommatering, semantik, stemme, metaforskemaer, diskursiv struktur og så videre. Det var sindssygt spændende. Men det var som at studere en katedral med en skydelære. Man kunne lige nå at måle bredden på et vinkelbeslag – og så gik der ellers to måneder, før man igen havde tekstgennemgang. Imens gik man og drømte om at skrive Notre Dame.

Det var derfor, jeg spurgte Poul Borum den dag: Hvad gør jeg egentlig som romanforfatter? Må jeg fremlægge min synopsis, så vi kan tale om plottet og karakterernes skred? Eller kan jeg for eksempel fremlægge en helt overordnet romanidé, og så kan vi udvikle den, tale den igennem? Min rektor afviste mig blankt. Jeg husker Borums vældig borumske svar tydeligt:

»Alle film i Hollywood har samme idé. Boy meets girl. Boy loses girl. Boy gets girl back. Men det er ikke alle Hollywood-film, der er gode film. Det kommer jo an på, hvordan de er lavet.«

Poul Borum havde på sin vis ret. Selvfølge- lig. Men han overså også noget meget vigtigt. Han overså længden. Størrelsen. Ja, netop: det episke.

Selve forskellen i antallet mellem prosaister og lyrikere på Forfatterskolen er til at få øje på. En hurtig opgørelse over alle elever viser, at cirka en fjerdedel af de elever, der har færdiggjort skolen, primært skriver prosa, mens tre ud af fire har lyrikken som kunstform. Nogle skriver begge dele – så lad os være large og sige, at en tredjedel skriver prosa. Selv helt umiddelbart er skolen altså dobbelt så meget en lyrikskole som en prosaskole. Men læg så dertil, at langtfra al prosa er romankunst i klassisk forstand.

Efterhånden er der naturligvis, også blandt prosaisterne, kommet mange markante og også berømte undtagelser fra »Forfat-terskolelitteraturen« på prosasiden – altså folk, der skriver mere bredt læste romaner. Tænk Anne-Cathrine Riebnitzsky, tænk Dennis Gade Kofod, tænk Katrine Marie Guldager, tænk den sene Merete Pryds Helle. Men langt de fleste forfatterskoleelever skriver altså stadig helt utroligt »stramme« prosatekster. Teksterne er sådan set æstetisk uangribelige. Men de er ofte ordknappe, næsten altid sådan lidt a la Helle Helle. Afmålte.

Forfatterskoleromaner er nemlig, som oftest, milevidt fra det, jeg sommetider selv kalder »fed prosa« – altså tekster med muskulatur, med sproglig fylde, med semiotisk bredde, ja, med liv i. Vi er ret langt fra romaner, der trækker tunge og erklærede veksler på eksistens, rå erfaring, opvækst og selvbiografi. Der kommer ganske enkelt ikke mange arbejderklasseromaner ud af Forfatterskolen. Og laver man en opgørelse over antallet af forfatterskoleuddannede forfattere, der boltrer sig i genrelitteratur – det kunne være vampyrromaner, hesteromaner, fantasyromaner, krimier, thrillere eller science fiction-romaner – så er tallet forbavsende tæt på nul. På stående fod kan jeg faktisk kun komme i tanke om Thomas Rydahl, der er en af Danmarks bedste thrillerforfattere.

Argumentet for, at man ikke møder genrelitteraturen i forfatterskaber fra Forfatterskolen, vil næsten altid være en blank afvisning af hele kategorier af litteratur. Krimier og så videre er kitsch og bras – det er ikke kunst. Men siger man dét, har man altså hverken læst Svend Aage Madsen eller Peter Høeg.

Gode romanforfattere arbejder med sproglig kadence, plot, karakterudvikling, miljø, interiør, beklædning, retsmedicin. De researcher. De interviewer. De rejser. Men intet af dét blev berørt for alvor på Forfatterskolen.

Vi havde dog på et tidspunkt Suzanne Brøgger som gæstelærer. Og med ét rykkede vi. Det var en helt anden stemning – og en helt anden læsning af romanteksterne. Og den netop afsatte rektor, Jeppe Brixvold, trak gerne på sin uddannelse udi fortællingers lange stræk og sceneopbygning fra Filmskolens manuskriptlinje, når man i en pause talte med ham om et romanprojekt. Men poetisk retfærdighed var simpelthen ikke et fag på Forfatterskolen. Og hvis man lærte noget om landskaber som metafor for en karakters psyke, så var det ved et rent tilfælde.

Jeg har derfor tit tænkt, at man i virkeligheden burde have en helt anden forfatterskole, der lå sådan cirka midt imellem Forfatterskolen og Filmskolen: Skolen for Romankunst.

 

Læs også Kristian Ditlev Jensens erindringer fra forfatterskolen fra Weekendavisen #44, fredag 2. november 2018: »Portræt af kunstneren som ungt menneske« og Synne Rifbjergs leder fra Weekendavisen #45, fredag 9. november 2018 om forfatterskolen »Kunstens pris«.