Digtning. Selv i dårlig oversættelse er svenske Edith Södergran god.

Skødesløse håndtegninger i skødesløs oversættelse

Det er fantastisk tiltrængt med en oversættelse af den finlandssvenske digter Edith Södergrans (1892-1923) samlede digte. Södergran var en af Nordens første modernister og nåede i sit korte liv at udgive banebrydende digte og aforismer, som var både traditionsbevidste, uhørt moderne og bar præg af en visionær mystik.

Efter sin tidlige død af tuberkulose er hun blevet ved og ved med at inspirere digtergenerationer med sin noget nær umulige blanding af tung ekspressionistisk patos og en let umiddelbarhed, som bindes sammen i udsagn, der ofte er så store i anslaget, at man tror, det er løgn: »Mit hjerte er helligt«, »Verden bader i blod for at Gud kan leve«, »O, du herligste af alt herligt, min krop«. Hun skriver ofte om egen krop, som hun i den senere og aforistiske del af forfatterskabet beskriver som det eneste, vi har helt for os selv.

Andre læser også