Sådan er det med litteraturen og dens nådesløse skønhed, I know, men det føles alligevel yderst usympatisk, når jeg under læsningen af Janus Kodals nye, mørkt fremragende samling af prosadigte, som på forsiden med store røde bogstaver på orange baggrund bærer titlen Fiasko, entusiastisk hepper på den allerhelvedes gode poesi, som digterjegets sorthed, ydmygelse og (selv)had vedbliver med at generere.

Jeg har det absolut ikke godt med at udnævne bogen til Kodals ubetvivlelige hovedværk nummer to – nummer et er med næsten komplet modsat fortegn den 28 år gamle, kådt karnevalistiske Fyrsten Zibebes bekendelse – fordi jeg med akkurat lige så udelt styrke inciteres og overrumples. Men jo så bare af fræsende tristesse frem for eksende eksaltation. Det er for kunstnerisk fedt, hvordan teksterne udtrykker at have det for eksistentielt og konkret situationelt ufedt. Beklager!