Familieværdier 1. USAs nye præsident er ikke et intellektuelt fyrtårn, men et praktisk menneske med sans for detaljerne, kendskab til verden og et hjerte, der rimer på smerte.

Selvportræt af en tabende vinder

Hvem vil du helst drikke en øl med: Barack Obama eller Joe Biden? Præsident nr. 44 eller nr. 46? Vi glemmer her belejligt nr. 45, den udgående katastrofe med den orangefarvede rockabilly-frisure og lader bedømmelsen afhænge af d’herrer demokraters nyligt udkomne erindringsværker.

Obamas Et forjættet land kom på gaden herhjemme i efteråret til glimrende anmeldelser, bl.a. i hosstående sektion (20/11). Den nye præsident med det fulde navn Joseph Robinette Biden Jr. lander nu på dansk under titlen Løfter for livet i Jakob Levinsens træfsikre oversættelse. Den udkom på originalsproget i 2007 og stopper således, før Biden blev vicepræsident. Vil man vide, hvordan han klarede dén del af tilværelsen, naturligvis ifølge ham selv, skal man unde sig selv at læse Lov mig (2017), som udkom på dansk i efteråret, ligeledes anmeldt her i spalterne (4/9).