Pragmatiker. Når man er blevet vant til Trumps tweets, er Barack Obamas åbenhjertige, kloge og underfundige betragtninger om livet i Det Hvide Hus en åbenbaring. Men Obama satser ikke hele butikken.
Altid Mr. Cool
Politikererindringer kan placeres på en meget bred skala. Der er de få helt geniale, som Vaclav Havels To the Castle and Back fra 2007, hvori den tjekkiske præsident på baggrund af dagbogsnoter, en række notater og instrukser til medarbejdere og et fingeret interview med sig selv brygger en nærmest ubærligt ærlig fortælling sammen om en fremmedgjort dissident-digters modstræbende ophold i magtens hus. Det andet yderpunkt er de uprioriterede ophobninger af facts om politikeres gøren og laden, som regel kedelige, til gengæld alt for lange. Ingen nævnt, alle glemt.
Cirka to tredjedele oppe på den skala befinder Barack Obamas Et forjættet land sig – hans netop udgivne erindringer, der dækker tiden fra barndommen til den dag i 2011, da han som præsident giver ordre til det raid, der tilintetgør Osama bin Laden. Det var oprindelig Obamas plan i løbet af et år at skrive en cirka 500-siders fortælling om sin tid i Det Hvide Hus. I stedet brugte han tre år på at skrive de 880 sider, der foreligger nu – og det er kun det første af de nu planlagte to bind.
Del:
