»Selve tankegangen må ånde kærligheds ild«

Filosofihistorien kender til flere hede kærlighedsaffærer: Abélard og Héloïse. Mary Wollstonecraft og William Godwin. Sartre og Beauvoir. Arendt og Heidegger. Der er noget mytisk over konstellationerne, hvor tankens eremitter ikke blot omfavner det erotiske, men åbenlyst bruger det som løftestang for refleksion.

Men det er også let at lade sig besnære og blive lokket af det mytiske. Så ligger man der på knæ med forstørrelsesglas og pincet i håb om at finde den lille perle, der ikke kan stå andre steder. Sådan kunne man godt være fristet til at læse brevsamlingen mellem Martin Heidegger og Hannah Arendt. Læsningen er for så vidt glimrende underholdning, men bekræfter mest den banale pointe, at selv store ånder lever ganske ordinære liv.