Åh! Det er svært at læse den 71-årige ungarske László Krasznahorkai, der har modtaget Nobelprisen i litteratur »for sit overbevisende og visionære værk som, midt i apokalyptisk rædsel, bekræfter kunstens magt«, som Nobelkomitéen skriver. Det er svært, det bliver vi nødt til at indrømme. Sætningerne er satanisk lange og melankolsk komplicerede.

Og hvor er vi? I den ene af forfatterens to store romaner, Satantango fra 1985, først i et trist, nærmest abstrakt øde landskab som det, de to evigt ventende vagabonder i Samuel Becketts absurde skuespil Mens vi venter på Godot befinder sig i. Siden på et lille værtshus, hvor en lille navnløs bys moralsk anløbne indbyggere danser en vild og satanisk tango.