Det er en udbredt samtidsdiagnose, at politiske systemer på tværs af vestlige demokratier i disse år er plaget af en form for impotens.

Danske Sigge Winther peger i flere bøger på, at det moderne demokrati er plaget af »vilde problemer« og »tamme løsninger«, hvilket skaber en oplevelse af stilstand og inerti i samfundet. Anton Jäger beskriver i Hyperpolitik, hvordan svækkelsen af fælles institutioner og foreningsliv har afkoblet befolkningen fra de politiske beslutningsprocesser og skabt en situation, hvor selv stærke holdningsbevægelser i befolkningen ikke kan omsættes til konkret politisk handling.