En mørk aften i januar 2023 løb en ung mand gennem sneen på den russiske side ved grænsen til Norge, en snes kilometer fra minebyen Nikel. Sirener hylede, og han hørte hundeglam fra grænsepatruljer, der skød signalblus i luften. Han hørte skud, men nåede frem til Pasvikelven og løb ud på den knagende is. Efter en evighed i det åbne, frosne ingenmandsland nåede flygtningen brinken på den norske side.

Andrej Medvedev var desertør. Ikke fra den russiske hær, men fra den berygtede Wagner-gruppe, der fortrinsvis har rekrutteret krigere fra russiske fængsler, og som anklages for omfattende krigsforbrydelser i Ukraine.