Essay. »Når vi er mere alene og ikke skal noget, kommer vi nærmere på den, vi dybest set er,« skriver den norske forfatter og krigskorrespondent Åsne Seierstad i sin hjemmerapport fra et velfærdsnæret Oslo.
Udsigt fra et højt sted
Engang i forrige århundrede blev jeg inviteret ud af en kinesisk forretningsmand. Han hed Zhao og var lastvognschauffør, men var blevet rig på PVC-rør, og nu nød han grådigt alt, hvad livet kunne byde på, når man var en ung mand i Guangzhou, en millionby i det sydlige Kina, hvor mottoet var »nogen skal jo blive rig først«. Gennem ruden i den dyre bil pegede han stolt på bygninger, som han havde leveret rør til.
Da vi kom hen til restauranten, blev vi mødt af hæse bjæf, kaglen, hyl og blod. Bag tremmer, i spande, i snor og net stod der vilde og tamme dyr mellem hinanden. Katte og kaniner i samme bur, hyldemeter med buttede hvalpe. Der var frøer, jordegern, ænder, gæs, strudse og en påfugl. Ugler sad på en pind. I et kar på gulvet kravlede biller, i et andet myrer, i et tredje larver. De var gode som snacks, grillet eller stegt, fik jeg at vide.
Del:
