Først og fremmest vil jeg protestere imod, at Marianne Larsen er død. Det er uden videre bare for galt, og jeg vil ikke finde mig i det. Jeg nægter hårdnakket at skrive hendes nekrolog, fordi hun er en yndlingsdigter. Jeg kan pinedød blive nødt til at skrive hendes nekrolog, fordi hun er en yndlingsdigter.

Ingen har for fanden spurgt mig, om jeg vil holde op med at anmelde hendes bøger begejstret. Om jeg vil holde op med at se frem til om altid ikke alt for længe at anmelde hendes næste bog begejstret og finde en ny måde så præcist og rammende som muligt at formulere min begejstring på.