Genopstanden. Var det sentimentaliteten, der slog Nis Petersens eftermæle ihjel? Eller de små børns rimede smil? En dag dukkede den glemte digter frem af undergrunden.
Og blinker blankt af sved
Min svigerfar var vældig glad for digteren Nis Petersen, virkelig glad, og det var ad den vej, jeg i sin tid selv hørte om ham. Hans datter var det noget mindre, men dog begejstret for et ekstatisk jubeldigt fra hans hånd, som begynder sådan her: »Jeg har købt en stegepande/ og på lørdag skal vi giftes.« Så det kunne jeg også godt lide, sådan er det jo.
I dag aner ingen, ingen under 50, hvem Nis Petersen var, og dog optræder han stadig i litteraturhistorierne som et ganske pladskrævende spøgelse, en vagabond på gennemrejse i lyrikkens hellige haller, hastigt på vej ud. I Gyldendals den seneste bruges der flest kræfter på hans succesroman Sandalmagernes gade (1931), men også lyrikken behandles, og her udstedes tilløbet til en dødsattest over digtene. Kunstnerisk tvivlsomme midler, søgt og usammenhængende billedsprog, umådeholden anvendelse af udslidte poetiske brokker. Pennen er litteraturforskeren professor Søren Schous.
Del:
