Doktoren. Thomas Bernhard stiller dystre diagnoser med et velsignet glimt i øjet.
Når landlægen banker på
I den første halvdel af østrigeren Thomas Bernhards roman Forstyrrelse fra 1967, der netop er udkommet i en smuk oversættelse ved den erfarne Søren R. Fauth, tager en midaldrende læge på en række konsultationsbesøg i et landligt område af provinsen Steiermark. Den første, han allerede klokken to om natten tilser, er en døende skolelærer. Den næste er et barn, der er faldet i en balje med kogende vand, og den næste igen er en kroværts kone, der samme nat er blevet slået ned af en fuld minearbejder ved navn Größl, som straks efter ugerningen er stukket af. Den stakkels kone gelejdes hen på det lokale hospital, hvor hun dør af sine kvæstelser, og herefter går det så over stok og sten fra den ene bjerglandsby til den anden i dette danteske Inferno, hvor hvert eneste lille forfaldne hus huser en lidende patient.
Al elendigheden emmer overraskende nok af humor og poesi. Man kan simpelthen ikke lade være med at le ad alle de katastrofer.
Med sig på sin endeløse besøgsrundrejse har lægen denne nat, morgen og formiddag sin 21-årige søn, der studerer bjergværksdrift, og som i øvrigt er romanens jeg-fortæller eller rettere jeg-gen-fortæller. For som det så ofte er tilfældet i Thomas Bernhards romaner, så udfyldes side efter side også her med en skitseagtigt tegnet skikkelses detaljerede referater af, hvad andre har sagt.
Del:
