Guds nærvær

Hele Jon Fosses forfatterskab har det minimalistiske, det gentagende og det serielle som kendetegn. Han skriver korte, interimistiske romaner, der i et behersket sprog og med genbrug af personer og miljøer samler sig i små enheder som de to Melancholia-bøger og de tre Andvake-fortællinger, han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2015. I denne henseende fremstår Septologien som en tydelig stilistisk kulmination på Fosses forfatterskab. Her er ovenstående træk endnu mere overlagt og konsekvent ført igennem end tidligere, og her føles forfatterskabets religiøse og spirituelle kvaliteter mere vitale og nærværende end nogensinde før.

Septologien er en serie på syv romaner, der alle følger den samme struktur: Hvert bind skildrer, via en lang monolog i første person, en enkelt dag i maleren Asles liv, og hvert bind begynder med, at han står foran et af sine malerier og slutter med, at han beder en bøn. Der sker meget lidt på det nutidsplan, som Asle fortæller fra. Eksempelvis skildrer et af værkets tre nyligt udgivne midterbind stort set ikke andet end, at Asle kører ind til Bergen fra den lille flække, han bor i, for at aflevere nogle malerier til sin gallerist. De hverdagslige foreteelser iblandes Asles mere eller mindre kronologiske barndoms- og ungdomsminder, der i løbet af serien giver hele værket et skær af udviklingsroman. Og så rummer de syv bind ikke et eneste punktum, de former sig i stedet som én lang strøm af tanker og fortælling.