Trilogi. Karakteren Jana Kippo er beundringsværdig, men Karin Smirnoffs tre romaner er hulter til bulter.

Hævner med klovnenæse

Det siger ikke så lidt om litteraturens uforudsigelighed, at Karin Smirnoff er blevet verdensberømt og prisbelønnet i Sverige og omegn for sin trilogi om den skæbnesvangre og fandenivoldske Jana Kippo. Mage til rodet historie og radbrækket prosa skal man nemlig lede længe efter.

De tre romaner – Jeg tog ned til bror (2020), Vi tog op med mor (2021) og nu slutstenen Så tog jeg hjem – er en omgang rod, fordi den hektiske handling hele tiden piskes fremad, uden at der kommer en narrativ helhed ud af det, og prosaen er radbrækket, fordi Karin Smirnoff forløfter sig på krukkede og umotiverede sprogeksperimenter.

krot
(f. 1964) skriver litteraturkritik, kommentarer og journalistik. Han har skrevet en række essaysamlinger om litteratur, kultur, politik, rejser m.m., blandt andet 'Kvinde på Dronning Louises Bro', 'Frisk fisk til inkaen', 'Den nøgne maskine', 'Soldatens år', 'Ord og handling', 'Det der var' og 'Flugten til Europa', 'Den druknede dreng' om flygtningekrisen som motiv i samtidslitteratur og kunst og senest 'Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur'. Desuden tilrettelægger og programvært på radioprogrammer og podcasts til DR P1 og P2.

Andre læser også