Juledigt.
Når jeg tænker på julen

Illustration: Jens-Andreas D. Elkjær
Når jeg tænker på julen
tænker jeg på min mormor
når hun læste op af Peters Jul
for os børnebørn
mens vi ventede på at træet blev tændt
i stuen ved siden af
jeg husker ikke historien
hvordan det egentlig gik denne Peter
men jeg husker min mormors
præcise statsradiofoni-agtige diktion
hendes omhyggelighed
med udtalen af hvert enkelt ord
magien
der udsprang af dén
omhyggelighed dén
opmærksomhed
Når jeg tænker på min mormor
tænker jeg på at hun i sommer blev kørt
ned på vej over en fodgængerovergang på
vej hjem fra frisøren
på vej til bryllup
min mormors forvirring
i det øjeblik
hun på grund af et andet menneskes
uopmærksomhed
blev revet ud af verden
Del:


