DA HOSPITALSPRÆSTEN Preben Kok for år tilbage skrev en fantastisk bog om en mere nutidig sjælesorg – en moderne teologisk klassiker, der bare hedder Skæld ud på Gud – ramte han hovedet på naglen. Hans bog handler om, hvordan det moderne menneske kan bruge Gud som et konkret værktøj, når man skal slås med en stor sorg – men hans idé var, da bogen udkom, faktisk ret kontroversiel.

Kok sagde: Skæld ud på Gud, når det hele går dig imod. Få hele dynen ud af systemet, når Gud er en nar. Protester, råb, skrig, vræl, forband, og svin til, når Gud giver dig en fuldkommen urimelig dom. Eller når Han har været en rigtig spade og har ødelagt hele dit arme liv.

At bogens budskab var kontroversielt, kan egentlig godt virke lidt udannet. For det at skælde ud, også på Gud, har i tidligere tider været ikke så lidt af en kunstart. Man kan jo bare begynde med at læse i Jobs Bog i Bibelen. Men faktisk har araberne også en årtusinder lang tradition for at skælde og smælde imod alt og alle. I deres lange, smukke tirader af eder og forbandelser folder de hele sprogets vrangside ud. Det er nemlig ikke bare had, men had, der bliver en slags poesi i sin egen ret. Selv når arabere siger kortere, lede udtryk – som for eksempel bare den faste vending »din søsters skede« – så ved man egentlig godt, at det nok ikke handler om noget rart. Og når arabere kalder hinanden for »sko«, så ved man, at nu er den helt gal.

Jeg har en høne at plukke med Vorherre. Og den høne bliver til 10.000 fjer, før jeg får talt ud med Ham.

Tidligere dyrkede man de længere »smædeskrifter« her i Nordeuropa. En definition lyder sådan her: »Et nedladende skrift i prosa eller på vers, der forfattes, ofte af en anonym forfatter, med henblik på at håne og latterliggøre en bestemt person.«

Det at skælde ud, også på Gud, har i tidligere tider været ikke så lidt af en kunstart. Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix
Det at skælde ud, også på Gud, har i tidligere tider været ikke så lidt af en kunstart. Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix Signe Goldmann

Senere forfattere har også dyrket smædeskriftet. Tag nu forfatteren Martin Larsen, som brugte en længere periode af sit liv på at skrive side op og side ned med eder og forbandelser for at få hul på genrens magi. For hvordan skriver man egentlig rigtig, rigtig ledt? Hvornår er sproget allergrimmest? Allermest afsindig tarveligt?

Det agter jeg at finde ud af. For forfatteren Martin Larsen var min sidemand, da jeg gik på Forfatterskolen. Og det var åbenbart Guds vilje, at han skulle dø i sidste uge. Af noget så perverst ondskabsfuldt og absurd ondt som lige præcis kræft i hjernens sprogcenter. Sig mig, tror Gud, at vi bare finder os i hvad som helst?

Jeg har en høne at plukke med Vorherre. Og den høne bliver til 10.000 fjer, før jeg får talt ud med Ham.