Hordemenneske. En mand af folket blev udstødt af folket, da den folkekære digter skiftede partibog. Harald Bergstedts sidste, upublicerede digt er et passende punktum i historien om en af dansk litteraturs særeste skæbner og hans ensomme livsaften.
Når feberen falder
En sommerdag i 1965 opsøgte den unge militærnægter Henning Sørensen Harald Bergstedt i hans hjem, få uger før forfatteren døde knap 87 år gammel. De to havde mødtes én gang tidligere, Bergstedt havde siddet ensom på soldækket på Storebæltsfærgen og læst i modstandsavisen Information. Den gamle mand havde dengang på færgen været meget glad for, at den unge mand ikke bare havde genkendt ham, men ligefrem henvendt sig med et høfligt »God dag, er De ikke Hr. Harald Bergstedt?«
Digteren, partipennen, provinsens og folkelighedens besynger, den socialdemokratiske institution Harald Bergstedt havde i den gode tid været en af nationens mest elskede digtere. Alene børnesangene. »Solen er så rød, mor« fra 1915. »Jeg ved en lærkerede«, 1921. »Hør den lille stær«, 1927. Alle digtet længe før den fatale omvendelse, der slugte Bergstedts eftermæle og med ét slag gjorde ham til en meget ensom mand, men jo ikke kunne gøre det af med sangene.
Del:
