Kulørt. Rådne lig og konstante overgreb skaber historisk socialrealisme i sidste, suspensefyldte bind af Niklas Natt och Dags epistemiske thrillertrilogi.
Moralske udkanter
Niklas Natt och Dags besynderlige efternavn er faktisk et rigtigt navn. Den sære konstruktion skyldes, at det er et gammelt svensk adelsnavn, som svarer til familiens våbenskjold, der er blåt som nattehimlen og gult som solskin. Og måske farver det læsningen lidt? I hvert fald får man et lille vindpust mere fra historiens vingeslag af forfatterens egen fortid. Hans bøger står nu ellers solidt, hvilende i sig selv.
Med romanen 1795 afrunder Natt och Dag sin trilogi om slutningen af 1700-tallet, som det så ud i Stockholm, hvis man med forfatterens egne ord beskriver det sådan lidt a la Carl Michael Bellman, den svenske visedigter. De to tidligere bind havde de indlysende titler 1793 og 1794, og nu ligger stakken der så, klar til næste feries altopslugende læsning. For den svenske forfatter, som er journalist til hverdag, skriver faktisk helt forrygende, og hans salg på indtil videre en halv million eksemplarer alene i Sverige er helt velfortjent.
Del:
