Glokalt. Der findes over 1.500 varianter af banan, men kun én slags i verdens supermarkeder. Madens mangfoldighed er under pres.
Modgift til monokultur
Den færøske ret skerpikjøt opstod af nødvendighed. For at overleve på de nordlige øer uden træer til brænde måtte man finde en anden måde at tilberede fårenes kød på. Løsningen blev at hænge fårekøllerne op i træskure, hvor den salte havvind blæser lige ind, så kødet over måneder gennemgår en fermentering. Smagen er ikke for sarte sjæle, men processen er uvurderlig for færøsk kultur. Og før fårene slagtes, vokser de op – i modsætning til de fleste af verdens slagtefår, der spises som lam. Hele fåret gør nytte, fra uld til hjerne.
Skerpikjøt er udtryk for en ældgammel respekt for råvarerne – og en tradition, vi risikerer at miste. Det mener i hvert fald BBC-journalisten Dan Saladino, der i sin bog Eating to Extinction argumenterer for, at ensrettet fødevareproduktion truer verdens biodiversitet. Et lignende ærinde finder man i den amerikanske bog Gastro Obscura, der er lige dele kulinarisk rejseguide og kulturhistorisk fortælling. De to bøger sætter fokus på verdens mange madkulturer i en tid, hvor både naturens og kulturens mangfoldighed er under pres.
Del: