Menneskedigterens problem

Forestil jer en stemme som noget, der kan gennemstrømme verden og slå ned i det, den synes fortjener at blive lyttet til. Det er en radikal tanke, jeg tvinges til at tænke under læsningen af nobelpristager Louise Glücks digtsamling Vild iris, som hun i 1993 modtog Pulitzer-prisen for. Stemmen kan for eksempel strømme igennem kvikgræsset, som bruger sin taletid på at sige til mennesket, at »jeg var her først,/ før du var her, før/ du nogensinde tilsåede en have«. Et menneskejeg taler også i (de fleste af) digtene, ligesom en mere gudelignende, alvidende instans kommer til orde. Stemmen leder altså læseren ind i noget, der ligner verdens mest uudgrundelige trekantsdrama mellem menneske, natur og evigheden.

At jeg tænker stemmen som én, skyldes måske, at det ofte er uafgørligt, hvem der taler, konturerne flimrer som lysspil i den have, digtene udspiller sig i. Det at tale synes vigtigere end spørgsmålet om, hvem der taler. Sådan er det ofte i poesi, tænker jeg, at verberne synger deres egen, upersonlige sang, uden for mit vindue kvidrer det.