Mafiaen på briksen

Giovanni Starace er psykoterapeut og underviser i dynamisk og klinisk psykologi ved Federico II-universitetet i Syditaliens hovedstad Napoli. Som napolitaner er han vokset op i et samfund, der ikke kun er reguleret af statens love, men også i høj grad af det kriminelle uvæsen, som i daglig tale går under navnet La Camorra – betegnelsen for den napolitanske mafia­kultur, der udgøres af en myriade af klaner, for øjeblikket mellem 60 og 70 i alt, som nogle gange arbejder sammen, andre gange bekriger hinanden og konstant ændrer på det geokriminelle landkort. Deres samlede omsætning skønnes at ligge på cirka 33 milliarder euro om året med hovedaktiviteter som smugleri og handel med narkotika og våben, afpresning og åger samt prostitution og forretnings- og entreprenørvirksomhed.

I 2014 udkom Staraces første bog om denne verden, Vite violente, »Voldelige liv«, hvor han reflekterer over volden, som den kommer til udtryk i et samfund domineret af organiseret kriminalitet. En vold, som ofte virker lige så meningsløs og kontraproduktiv, som den er forudsigelig. Hvor aktørerne synes at være ulykkelige aktører i et rollespil, der er meget større end dem selv. Og hvor de ofte selv ender med at dø eller havner i fængsel med livstidsdomme. »Mønstereksemplet« er Camorra-løjtnanten Eduardo Bove, som i midten af nullerne forrådte sine bosser og dermed dømte sig selv til døden. Men som ikke desto mindre bød dødspatruljen, bestående af gamle venner, indenfor til en gang saltimbocca – kalvefilet med salvie – på terrassen, inden de skød ham. Bove må ganske simpelt have vidst, hvad der ventede ham. Men erkendelsen trådte i baggrunden for andre, stærkere konventioner. Præcis som hos de sicilianske mafiosi, der blev stranguleret under landlige frokoster i Totò Riinas regeringstid. I andre tilfælde »inviterer« en klan i ét territorium en anden klan indenfor for at bekæmpe en intern rival. Vel vidende at den indbudte »hjælper«, så snart den fælles fjende er nedkæmpet, vil være den nye fjende.