Der er noget fedt og vigtigt ved, at der udkommer bøger, som kunstnerisk fremstår fuldt vellykkede og fremragende, samtidig med at de lever op til alle de dumme, irriterede og irriterende fordomme om, hvad smal litteratur skal forestille at gå ud på. Som nu bare Morten Chemnitz’ i alt 326 sider smalle forfatterskab på fem bind.

Hvem kan vi bruge til at formulere de faste fordomme om smalhed? Jan Sonnergaard selvfølgelig. I et polemisk nær-manifest publiceret kort efter udgivelsen af hans som bred litteratur forklædte novellesamling Radiator (1997) afleverede han følgende væmmede besværgelse: »Vi får i mange tilfælde afskyelige hybrider, der bruger alt for meget tid på blot at beskrive en lille fjers frie fald gennem luften.«