Kommentar. Kære 2022, må jeg bede om nymfer, sværmerisk exofiktiv kitsch, nye lystbetonede dandyer, uforfærdede sexromaner og samtidslitteratur fra det forfinede memes tidsalder?
Litterær ønsketænkning
Endnu et år, endnu en arrogant, subjektiv, men renhjertet ønskeliste, der efterlyser den nære fremtids drømmebøger. Jeg får aldrig, hvad jeg ønsker mig – forrige år bad jeg om, at nogen ville kaste sig ud i forrygende, drivende sexscener, men fik: Sally Rooneys iskolde KUA-knald. Det har ikke desto mindre været et vidunderligt bogår, man kan næsten ikke være bekendt at bede om mere. Men man skulle da være et skarn …
Mere gefundenes gammelt fra den exofiktive gryde! Den historiske roman har genopfundet sig selv i poetisk, indigneret, eksperimenterende form. Tænk Daniel Dalgaards sælsomme, bornholmske nazi-backpacker-mareridt Sfinx, Rakel Haslung-Gjerrilds svulmende, sværmende Adam i Paradis, Eva Tinds Kvinden der samlede verden. Kan vi komme længere ned i suppen? Gribe tilbage til livsformer, der er reelt fremmede for os? En hæmmet homoseksuel maler, en underkendt kvindelig forsker, det kan vi ret bekvemt forholde os til som tolerante nutidslæsere, men hvad gik blæste gamle kirkefædre, konger og filosoffer og tænkte om verden? Jeg håber, exofiktionen går fuld Harald Voetmann i sin næste sæson.
Apropos Adam: Åh, jeg ønsker mig flere henførte, finkælede, anti-minimalistiske bøger, som er overlæssede, men med stil: hvor man kan høre strygekvartetter vibrere under teksten, sublim kitsch. Især aparte fund fra glemte skønånder i litteraturhistorien; jeg kigger på jer, Forlaget Sidste Århundrede og Escho, I underdogs med god gammel, udsøgt perverteret smag.
Flere nymfer og det, der ligner. Heksen har peaket, Siri Ranva har åbnet ballet med Dafnesyndromet, hvad vælder mere op af mosen og ud af folkemindesamlingens arkiver? Nordisk folklore, kan det andet end at blive det nye cottagecore?
Bohemeromaner med romantiske flugtruter fra småborgerlivet og konventionaliteten, som sætter sig i alle som kedelig fugt. Jeg ved godt, bohemen er en kliché, men det er kernefamilien og lønarbejdet også. Jeg har brug for, at nogen forklarer mig, hvorfor vi holdt op med at drømme om et vildt og skønhedselskende (og lystbetonet, Mette!) liv, engang før vi fyldte 25. Hvem tager rollen på sig som en ny tids Baudelaire, når nu verden uretfærdigt ikke kunne få lov at beholde Maria Gerhardt, det bedste bud på en skarp beruset dandy-messias?
Panseksuelle, transkønnede og nonbinære romankarakterer. Ja, vi har talt meget om flydende og nye køn de seneste år, og det kan være lidt kompliceret at sætte sig ind i. Men tilværelsen er kompliceret, så det kan vi passende prøve at vænne os til. Litteraturen, har tiden vist, er menneskets bedste middel til det mål. Jeg har endnu ikke mødt mange af tidsåndens kønsmønsterbrydere i dansk samtidslitteratur – i år frydede jeg mig vildt over Ditlev Tamms legende biografi om 1600-talsexcentrikeren Choisy, crossdresser og juvel i solkongens hof, som man kan sige meget pænt om, men helt dagfrisk er han ikke (Choisy, altså, Tamm har aldrig været i bedre form). Hvor er romanerne om morgendagens kønsballademagere? Det behøver (endelig) ikke være debatbøger, men menneskekloge værker, sådan noget med at gå og skele til hinanden med fordomme, hvorefter vi begynder at genkende noget, og det går op for os, at vi ser os selv i den anden; forvirring og magi følger.
Samtidslitteratur, der forstår, at internettet findes, og at vi dagligt deponerer halvdelen af vores tid og sjæl i det. Har I set, hvor forfinet og opfindsomt et metasprog, memes er blevet? Kan skønlitteraturen venligst holde trit med @blaagaardensmemes? Forfattere lader i store træk, som om nettet ikke findes, som om mennesker stadig taler sammen. At skrive internetlitteratur indebærer selvfølgelig risikoen for at blive kikset konceptuel eller hurtigt forældet, men: Vov det.
En indskærpelse i anledning af Sally Rooney, og at alle taler om seksualitet (dejligt!), men ingen skriver om sex (suk). Indrøm, at sex findes, og at vi alle er nysgerrige, i stedet for kun at skrive artige abstraktioner om køn. Mere begær, mere syngende hud, mere længsel og længslens opfyldelse. Hvem kan skrive litterært gnistrende kink i en tidsånd, der er i gang med at gentænke køn, kroppe og grænser? Jeg kan ikke blive ved at genlæse Bjørn Rasmussens debut til evig tid. Vil nogen ikke nok skrive den store, reelt sexede samtidsroman?
Del:
