I udbrud. Vi kan forynge os selv med romaner.
Læs for livet
Det er ingen nyhed, at vi mennesker er besat af evig ungdom. Men jagten er gået ind i en ny fase med longevity – en videnskabsbaseret livsstil, der handler om at bremse aldring.
Man kan lære, hvordan man sætter alderdommen stolen for døren, hvis man følger iværksætteren Emil Thorup i tv-programmet Vi vil leve for evigt, hvor Thorup donerer sit legeme til et longevity-eksperiment med det formål at sænke hans biologiske alder.
I podcasten Pilestræde kunne man forleden høre Emil Thorup berette, at han spiser 47 piller med kosttilskud hver dag, sover med et såkaldt myotape for munden (fordi de/vi, der sover med åben mund, åbenbart ikke bare sover ringere, men også lever kortere), faster 18 ud af døgnets 24 timer, undgår alkohol (gys) og har en vanvittigt krævende daglig rutine med glukosemåler, halsvibrator, åndedrætsøvelser, meditation og lysterapi. Ingen mælk i kaffen, ingen dans efter klokken 22. Til gengæld har Thorup på nuværende tidspunkt sænket sin biologiske alder med to år.
Det var måske ikke så meget de enkelte dele som summen, der lød rædselsfuld – ja, nærmest livsforkortende. Mens Thorup fortalte, blev beretningen mere og mere klaustrofobisk for mig, og jeg var lige ved at slukke. Men så sagde Thorup noget, der vendte stemningen: Som en del af sin indsovning skulle han slukke alle skærme, dæmpe lyset i hjemmet og kun læse skønlitteratur.

Thorup fortalte ikke, hvorfor det lige var fiktion, der var foreskrevet i hans regime, men for nogle år siden offentliggjorde forskere fra Yale University School of Public Health et studie, der faktisk viste, at romanlæsning kunne forlænge livet med op til to år.
Gad vide, om man kan forlænge sit liv endnu mere, hvis man læser hele dagen? Hvis man i longevityens navn smager på ord i en samtidsroman i stedet for at faste og sluger klassikere, ikke kosttilskud, erstatter meditation med kortromaner og læser spændingsromaner for stimulering af puls og åndedræt.
Så vidt vides, har ingen prøvet, men jeg lægger gerne krop til. I alt for mange år har jeg ikke fået læst alt det, jeg gerne ville. Forskerne konkluderede i deres rapport, at en af fordelene ved at læse bøger er, at man får et længere liv, så man kan læse endnu flere. Måske kunne jeg nå gennem stakken.
Del:



