For en del år siden var jeg ordstyrer ved et kulturpolitisk debatmøde med partiernes kandidater på Frederiksberg Bibliotek.

På et tidspunkt opstod i panelet et lille liberalistisk og neorindalistisk angreb på den offentlige kunststøtte. En af kandidaterne mente, at staten ikke skulle bruge penge på arbejdslegater til forfattere, kunstmalere med mere. Hvis ikke man kan leve af at skrive sine bøger, må man skrive en anden slags bøger, som folk rent faktisk gider at købe, lød logikken.